RUNDGANG


Stop F

Udendørsmuseum

De her udstillede blokke stammer fortrinsvis fra den forreste del af Ptolemæos d. XII’s (80-58 og 55-51 f.Kr.) tempel. Dets facade var udsmykket med søjler, hvis kapitæler bærer fire ansigter af gudinden Hathor, hvis hellige dyr er en ko, hvorfor hun fremstilles  med koører. En del af disse hathoransigter var allerede blevet beskadiget i oldtiden og måtte repareres, som kan ses på de kvadratiske huller til mørtelfyldninger for at holde den nye overflade fast. Over ansigterne befinder der sig en sistrumramme med ureusslanger som blev brugt ved de musikalske riter i Hathorkulten.

Over søjlerner var der en arkitrav med hulkæl og rundstav, af hvilken ca. 30 ud af de oprindelige 45 meter er bevaret og sammensat igen her. Over hovedindgangen til templet stod indvielsesteksten i hieroglyffer og på græsk, forvaltningssproget i den østlige del af Romerriget som Ægypten havde tilhørt siden Kleopatras død år 30 f.Kr. Denne nævner datoen for indvielsen af pronaoset (rum A) under Kejser Tiberius: Det er formentlig d. 8. februar 23 e. Kr. der var dagen for denne begivenhed.